Til min søster

Til min søster er en roman om søstrene Aya og Andrea. Aya føder en datter, Nola, efter at faren har forladt hende. Andrea forlader sin voldelige kæreste. I sit arbejde som historiker kommer Aya på sporet af J.P. Jacobsens ungdomskæreste Anna Michelsen. En stemme fra fortiden trænger sig på og griber ind i søstrenes liv.

Aya og Andrea var teenagere i Kalundborg i 90’erne mellem Arthurs autoværksted og Johns pushere. Der var druk og øretæver i luften på King’s Pub, ræs ud over stubmarkerne, sex på kvistværelser, et brutalt hjemmerøveri, men også lyse sommernætter, et stort bibliotek og morgener på jagtmarkerne.

 

De to søstre kører sammen til Sverige med Nola på bagsædet og et jagtgevær i bagagerummet. I den svenske skov genfinder de ungdommens fortrolighed.

Mens Aya og Andrea går på provinsbar, påkører et rådyr, bader i skovsøer og fantaserer om at slå Andreas voldelige ekskæreste ihjel, nærmer de sig en skillevej, hvor et opgør med deres liv og historie er uundgåeligt. Til min søster er en kraftfuld roman om vold og drifter, seksualitet og brutalitet, moderskab og galskab. Den handler om retten til at fortælle sin historie og få sin stemme hørt og om søstersolidaritet på tværs af tider.

Til min søster udkom i 2019 på Gyldendal.

Anmeldelser

***** "Formidabel. Fabelagtig. Fandenivoldsk."

- Berlingske

 

***** "En enormt smukt skrevet bog om en kvinde, der prøver at forbinde sig til sin søster - eller til nogen overhovedet."

- Politiken

 

***** "Rusker op i læseren med sin smukke og barske fortælling."

- Nordjyske

 

"Det er ganske vidunderligt. Den første del af romanen, betitlet "Barselshotellet" synes jeg faktisk er en begivenhed i dansk litteratur. (...) Dy Plambeck skriver skiftevis indædt, brutalt, indfølt og blidt på en skrift, der, når den løfter sig, virkelig ikke er bange for at flyve."

- Information 

 

"Plambeck hylder kærligheden, vildskaben og kroppens kolossale kraft i sin smukke og spændstige roman om to søstres løsslupne liv i skyggen af volden. Plambeck er eminent i denne rå roman."

- Litteratursiden

 

"Original, selvstændig og uregerlig. En kraftfuld omgang knops på rosen til de mænd, der er så bange for kvinder, at de enten slår på tæven eller fordufter; nådesløst forbandes og bandlyses de med blæksort heksemagi."

- Weekendavisen

 

**** "Anden del af romanen har rod i en varm og smuk skildring af bånd mellem kvinder. Plambeck har en herlig kontant humor mellem morbiditeterne. Jeg er vild med den slags skarpe, sanselige og intellektuelle indsigter."

- Jyllandsposten

 

**** "Romanen bliver siddende i kødet efter, man har vendt den sidste side."

- Dagbladenes Bureau